Menu

BBB klar til intens duel mod tidligere træner og tophold

image Michael Østergaard (til venstre) og Søren Ravn Jensen (til højre), BBB’s tidligere og nuværende trænere, mødes denne fredag i kampen mellem Morud og Bellinge. (Foto: © Jonathan Kronlund, BBB-sport.dk)
Jonathan Kronlund
19. september 2024 kl. 16:54
Fredagens opgør bliver et gensyn med en gammel bekendt, når BBB jagter point mod Michael Østergaards formstærke Morud-mandskab.

Tidligere cheftræner for BBB’s førstehold, Michael Østergaard, fik efter sidste sæson cheftrænerrollen i Morud Idrætsforening. Morud, der på nuværende tidspunkt fører Albaniserien, er startet stærkt denne sæson og har kun tabt en enkelt kamp. Nu gæster BBB Morud Stadion med intentionen om at tage point med hjem til Bellinge, men det bliver en vanskelig kamp for drengene, der kun har fået fire point indtil videre denne sæson og må se sig selv som underdogs.

 

Michaels tid i BBB sluttede med overlevelse i Albaniserien, og selvom det ikke er mere end fire måneder siden, at han takkede af i Bellinge, ser han frem til at møde spillerne igen.

 

Det bliver en speciel oplevelse at møde de spillere, som jeg har tilbragt tre sæsoner sammen med, i både gode og mindre gode tider i forhold til resultater på banen. Men det bliver godt at se dem igen, siger Michael Østergaard.

 

Siden Michael overtog trænerrollen i Morud, er det gået godt for klubben, der på nuværende tidspunkt ligger til oprykning til Danmarksserien. Michaels mantra er, som det også var, da han var træner i BBB, at hans hold spiller for at vinde.


Efter Michaels afsked som træner i BBB, blev cheftrænerrollen overdraget til Søren Ravn Jensen, som nu står i spidsen for holdet. Med Sørens direkte spillestil og faste principper, som overføres direkte fra træning til kamp, er det ikke utænkeligt, at fredagens kamp bliver en intens affære med to rutinerede trænere på hver sin side af midterlinjen.

 

Søren ser frem til udfordringen mod topholdet og har stor tiltro til sit hold.

 

Jeg forventer en tæt kamp. Det bliver en udfordring mod rækkens mest formstærke hold, men vi træner godt og udvikler hele tiden vores spil. Jeg tror på, at vi kan skabe et resultat, og jeg glæder mig virkelig til at spille fredag aften, siger Søren Ravn Jensen.

 

Selvom Søren Ravn Jensen og BBB-holdet står over for en udfordring mod et formstærkt Morud hold, så er kampgejsten intakt, og målet er klart: at tage point med hjem til Bellinge. For Morud-træner Michael Østergaard er det et gensyn med spillere, han har delt både op- og nedture med.

 

Jeg håber på en fair og velspillet kamp, så tilskuerne får en god oplevelse at starte weekenden på, afslutter Michael Østergaard.


Kom og støt!
Kampstart i Morud kl. 18:45.

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger og statistik, så vi kan forbedre det både for dig og for andre. Vi benytter trafikanalyseværktøjet fra Google Analytics til at følge de besøgendes brug af siderne. For at kunne genkende tilbagevende besøgende, anvendes en cookie med unikt ID. Oplysningerne gemmes på Googles servere, og benyttes til at lave rapporter om brugen hjemmesiden. Denne information deles med tredjepart. Læs mere om cookies.
Luk