Tre kampe på seks dage: Kan BBB’s topscorer holde målstimen kørende?

Uden at sige for meget kan det desværre konstateres, at BBB ikke har fået nogen verdensklasse start på Albaniserien. På nuværende tidspunkt ligger holdet næstsidst med nul point, og kun Otterup ligger under, da de har en dårligere målscore. Dette kan dog ændres fra på søndag, hvor holdet starter en hæsblæsende fodbolduge. Fra søndag til lørdag spiller BBB’s Albaniseriehold ikke mindre end tre kampe i rækken. Dette må siges at høre til sjældenhederne, men sådan er systemet nu engang bygget op, når man skal have 13 kampe færdiggjort fra starten af august til slutningen af oktober for alle 14 hold i Albaniserien.
Det tætpakkede program virker dog ikke til at slå BBB-angriberen, Emil Kochen, ud af kurs. Som holdets topscorer forventer både han selv og holdet, at han fortsætter sin stime og finder vej til netmaskerne hen over den kommende uge.
”Det er jo altid dejligt, som angriber, at være topscorer. Det giver selvtillid, og man ønsker jo at fortsætte den stime, og det hungrer da bare efter flere mål”, siger Emil.
På trods af den energiske selvtillid fra BBB’s 11’er, så er holdet stadig skaderamt, hvilke kan betyde, at nye kræfter må træde til i den unge breddetrup. Flere af truppens vigtige spillere har gennem ugen på skift været på briksen hos holdets fysioterapeut, Henrik. Det virker dog ikke til at være længerevarende skader, men med det kompakte kampprogram i den kommende uge, overvejer trænerstaben alligevel, om nogle af de startende spillere skal sidde over til søndagens kamp mod Krogsbølle- Roerslev.
Emil Kochen er ikke i tvivl og mener, at holdet nok skal komme igennem det som samlet flok. Da holdet har haft en god og intens træningsuge med en blanding af fysisk og taktisk træning. Med tre mål på to kampe så virker spillelysten og ærgerrigheden efter flere mål til at være i højsædet hos BBB’s angriber.
”For at fortsætte stimen, så tager jeg de chancer, jeg får, og så træner jeg hver uge. Jeg bliver ved med at komme til kampene og bidrager med alt, hvad jeg har”, siger Emil.
Det har også været en nødvendighed, da søndagens kamp spilles i Krogsbølle mod KRFK, som BBB-holdet kender rigtig godt. Både fra træningskampe og da holdet sidste gang spillede i serie 1. Så det er et velkendt hold for spillerne, hvor de skal være hundredeprocent klar mentalt for at få point med hjem.
Seksdagsprogrammet ser således ud:
Søndag d. 25. august: KRFK – BBB. På Krogsbølle Stadion. Kl. 11:00.
Onsdag d. 28. august: BBB – Tved BK. På Bellinge Stadion. Kl. 18:30.
Lørdag d. 31. august: B1909 – BBB. På 3F Gillested Park. Kl. 15:00.